Tracy Chevalier voksede op i Washington DC, hvor hendes far arbejdede som fotograf. Hun tog senere en bachelor i engelsk på Oberlin College i Ohio, men bor nu i London med sin mand og søn.
Før sin karriere som forfatter arbejdede Chevalier som redaktør, hvor hun lærte meget om research, præcision, og hvor vigtig redigeringsarbejdet er under skriveprocessen. Det tog hun med sig da hun senere tog en master i kreativ skrivning på The University of East Anglia.
Herefter blev hun freelance redaktør, så hun havde tid til at skrive ved siden af arbejdet, indtil hendes anden roman, Pige med perleørering, fik succes.
Hun har sidenhen udgivet 10 romaner, og er i gang med at skrive nummer 11. 7 af dem er udgivet på dansk hos Jentas.
Tracy Chevalier siger selv at hun ikke skelner meget mellem hobbyer og hendes arbejde som forfatter, men hvis hun skal vælge noget ville det være vattering, havearbejde, og læsning – læsning er dog det eneste hun er rigtig god til, hvis hun selv skal sige det.
Nedenfor kan du læse lidt om nogle af hendes populære romaner, og du kan finde alle hendes bøger hos Jentas her.
Tracy Chevalier – Pige med perleørering
Delft, 1664.
Griet bliver ansat som tjenestepige hos maleren Johannes Vermeer. Hun skal gøre rent i hans atelier. Desuden skal hun assistere Vermeers kone, Catharina, der er gravid en stor del af tiden. Det var ikke altid let at være tjenestepige i 1660ernes Holland. Som ny i huset er Griet nederst i hakkeordenen. Og hendes liv bliver ikke lettere, da Vermeer begynder at bruge hende som model. Især ikke, da han forlanger, at hun skal bære hans kones perleørering.
En fascinerende fortælling bygget op omkring tilblivelsen af det kendte maleri Pige med perleørering, også kaldet Pige med turban. Et af de mest elskede af Vermeers kun ca. 40 kendte malerier. Bogen lå på den amerikanske bestsellerliste i et år.
Bogen kan købes her.
Tracy Chevalier – Den blå farve
En medrivende roman om to kvinder, der er født århundreder fra hinanden, men hvis familierelationer og skæbnefællesskab knytter dem sammen.
Ella Turner prøver ihærdigt på at passe ind i det lille, sammentømrede samfund i den franske landsby, som hun er flyttet til. Hun ændrer endda sit navn tilbage til Tournier. Isoleret og ensom drages hun af at undersøge sin Tournier-familiebaggrund, med et hjerteskærende resultatet.
Isabelle du Moulin, kendt under navnet La Rousse på grund af sit voldsomme røde hår, hånes og skyes i sin landsby – mistænkt for heksekunst og spottet af calvinisterne for sin lighed med Jomfru Maria. Da hun bliver gravid har hun ikke andet valg end at gifte sig ind i den arrogante Tournier-familie. En chokerende skæbne venter hende – som Ella afslører fire hundrede år senere.
Bogen kan købes her.
Tracy Chevalier – Den sidste flugt
Vi er i 1850’erne. Honor Bright har levet en beskyttet tilværelse i et lille kvækersamfund og kun sjældent vovet sig uden for Dorset, da hun efter en pludselig indskydelse beslutter sig for at emigrere til USA med sin søster Grace, der skal giftes derovre. Tragisk nok bliver Grace syg og dør kort efter ankomsten, og Honor må nu på egen hånd finde et ståsted i sit nye hjemland. Hun flytter til en kvækerbebyggelse i Ohio, hvilket er alt andet end let: Naturen er vild og utæmmet, indbyggerne ligefremme og usentimentale, og klimaet udfordrende. Selv de quiltede tæpper, hun holder af at fremstille, er anderledes. Og så er landet delt af slavespørgsmålet.
Som modstander af slaveriet får hun afprøvet sine grænser til det yderste, da undvegne slaver begynder at dukke op på den gård, som tilhører hendes nye familie. Hun føler sig tilskyndet til at hjælpe, men erfarer snart, at det selv ikke blandt kvækere – der hylder alle menneskers ligeværd – er alle, der er villige til at efterleve deres principper. På dette barske sted slutter Honor venskab med to modige kvinder, der lærer hende, hvordan man forvandler tanke til handling.
Bogen kan købes her.

You must be logged in to post a comment.