Charlie Donlea har ikke altid selv været stor fan af krimier, men efter at have hørt podcasten Serial i 2014 var han fanget. Han har selv udtalt sig om at have set set alle krimi dokumentarerne der findes på netflix siden. Noget af det der fangede ham, og mange andre, er den viden om at noget så forfærdeligt kan være sandt, og det er noget der vægter højt i hans romaner.
Donlea går nemlig meget op i at historierne skal være så spændende at man har lyst til at læse frem for at se fjernsyn. Han kender selv følelsen, da han elsker at se serier, film, og fodbold.
”Da jeg besluttede mig for at skrive mine historier ville jeg give dem en chance. Jeg ville give dem ammunitionen til at vinde over konkurrenterne. Så jeg tog kontrol og fandt ud af hvad præcis der får mig til at tage fat i en bog i stedet for fjernbetjeningen eller logge på computeren.”
Én af måderne Donlea gør sine romaner virkelighedstro er hans research bag en historie. Donlea rejser gerne rundt for at være så autentisk som muligt – f. eks. rejste han og hans kone til St. Lucia for at lave research til hans bog Don’t believe it og han deltog i en autopsi da han skulle skrive bogen The girl who was taken.
Man må sige at Donleas arbejde har givet pote, og han har fået fantastiske anmeldelser, blandt andet fra Publishers Weekly som skriver: ”stærk ny forfatter… han er på vej til at blive kæmpestor indenfor spændingsgenren.”
Donlea er født og opvokset i Chicago, og har en kone og to børn. Hans thrillers er oversat til mere end 12 sprog, og han har indtil videre skrevet 6 thrillers, hvoraf The Woman in the Darkness er udgivet på dansk som Kvinden i mørket i 2020. Du kan læse mere om den nedenfor, og den kan købes hos Jentas her.
Charlie Donlea – Kvinden i mørket
Retsmedicinsk rekonstruktør Rory Moore kaster lys over uopklarede drabssager ved at sætte detaljer sammen, som andre overser. Da hun rydder op i sin afdøde fars advokatkontor en uge efter begravelsen, får hun et opkald, der kaster hende ud i en årtier gammel sag, der er vågnet til live.
I sommeren 1979 forsvandt fem kvinder fra Chicago. Forbryderen med tilnavnet Tyven efterlod sig hverken lig eller spor – før politiet modtog en pakke fra en mystisk kvinde ved navn Angela Mitchell, hvis uortodokse efterforskningsevner tilsyneladende har ført frem til ham. Men Angela forsvandt, før de nåede at udspørge hende. Fyrre år senere står Tyven til prøveløsladelse for mordet på Angela – den eneste forbrydelse, som distriktsadvokaten kunne sætte ham fast for. Men de kryptiske sagsakter, som Rory finder i sin fars advokatkontor, antyder, at der var mere at sige om sagen og Angela Mitchell, end offentligheden fik at vide. Detaljerne har ligget begravet i fire årtier.
Rorys talenter kommer på en prøve, da hun begynder at rekonstruere Angelas sidste dage. Hun gør den ene forbløffende opdagelse efter den anden og bliver hjælpeløst spundet ind i gåden om Angela Mitchell. Idet hun trækker tråde mellem fortid og nutid, afdækker hun den mørke sandhed om det ensomme offer, sin far og den mand, der kaldes Tyven. Sandheden sender hende ned ad en snoet sti, hvor tingene måske ikke er det, de giver sig ud for. Da hun fortsætter gravearbejdet, er selv Rory ikke forberedt på den fulde, forfærdende sandhed, der dukker frem …

You must be logged in to post a comment.